ç Til forsiden

Beskæring og træfældning

Sidehoved

 

Vi kan beskære, fælde, køre grene og stammer bort eller lade dem ligge til brænde, vi kan lade stubben stå, skære den ned til jordniveau eller vi kan fjerne den med en rodfræser. Kontakt os og få et godt tilbud. Priserne for beskæring af buske og træer afhænger helt af omfanget og af de større træers placering i forhold til huse m.m. Eksempelvis er prisen for rodfræsning: 100,- kr. pr. 10 cm omkreds af roden (eks. moms).

 

Træer og buske beskæres for at bevare en passende form og størrelse, for at sikre, at de ikke udkonkurrerer hinandens og deres egne grene, for at undgå, at de bliver til fare for omgivelserne med store grene, der kan knække og falde ned eller for at fremme en flot blomstring. Frugttræer kan f.eks. beskæres med henblik på at give store frugter, der hænger i en passende plukkehøjde.

 

Unge træer og buske bør passes med beskæring allerede, når de har etableret sig. Det er bedre - både for planten og for den, som skal kigge på den i sin have - at der beskæres en lille smule hvert år, fremfor at man er nødt til at gå hårdt til værks efter 5-10 år, hvor planten er groet skæv og har filtret sig ind i sig selv.

 

Ved beskæringen skal man først og fremmest fjerne døde og knækkede gren, grene der kan være til fare og grene, der krydser og gnider op af andre. Dernæst skal man fjerne grene, som ødelægger den form, som træet skal have.

 

Nogle træer - f.eks. birketræer - egner sig ikke til at blive beskåret i toppen. Hvis de tager lyset i haven, kan man i stedet stamme dem lidt op og beskære nedhængende grene. Men at reducere højden på et birketræ vil aldrig blive en succes. Det genvinder aldrig sin naturlige vækstform. Når man planter et birketræ, må man derfor nøje overveje, om det også passer til stedet om 10-15 og 20 år - hvis ikke, må man hellere vælge at plante et andet træ. Hvis birketræet allerede står der og er blevet for højt, må man overveje om fældning og genplantning af et andet træ ikke, er det bedste.

 

Eksempler på beskæringstider for træer og buske:

 

Beskæring af prydbuske (hvis målet er at fremme en rig blomstring):

Buske, der blomstrer på lange sommerskud (sensommerblomstrende) beskæres om foråret fra marts til starten af maj, så skuddene har tid til at udvikle sig inden blomstring senere på sommeren. Til den kategori hører bl.a. buketroser og sommerfuglebusk (Buddleja); disse beskæres dog først fra april til maj, når der ikke er risiko for nattefrost.

 

Buske, der blomstrer på korte sommerskud (højsommerblomstrende) beskæres i slutningen af januar, februar til marts, så skuddene har tid til at udvikle sig inden blomstringen i juni-juli. Til denne kategori hører bl.a. Buskpotentil, Stjernetop (Deutzia) og Dronningebusk (Kolkwitzia).

 

Buske, der blomstrer på overvintrende knopper på 1-årige grene (forårsblomstrende) beskæres i juni-juli lige efter blomstring, så nye skud kan udvikle sig i løbet af sensommeren.

 

Buske, der blomstrer på overvintrende knopper på 2-årige grene (tidligt forårsblomstrende) beskæres i maj lige efter blomstring, så nye skud kan udvikle sig i løbet af sommeren.

 

Beskæring af clematis (hvis målet er at fremme en rig blomstring og undgå for kraftig vækst):

 

Clematis, der blomstrer tidligt (april-juni) på overvintrende knopper behøver som regel ingen beskæring, men kan beskæres umiddelbart efter blomstring, så skuddene til næste års blomstring kan dannes i løbet af sommeren.

 

Clematis, der blomstrer senere på sommeren (juli-september) på samme års grene beskæres i marts, så skuddene kan udvikle sig i løbet af forsommeren.

 

Nogle Clematis-arter blomstrer to gange (både på overvintrende og samme års knopper). Man kan vælge at beskære dem som en af de ovenstående typer for at fremme den ene eller den anden af blomstringerne.

 

Beskæring af frugttræer og -buske (hvor målet er at forbedre frugterne - og samtidig undgå frost- og svampeskader):

Ældre æble- og pæretræer kan beskæres hele året, men det er upraktisk i blomstringsperioden, hvor man let kommer til at rive knopper af under arbejdet.

Unge æble- og pæretræer kan være mere frostudsatte og bør derfor beskæres mellem marts og september.

Blomme- og kirsebærtræer beskæres mellem april og september.

Frugtbuske beskæres lige efter høst eller i perioden mellem maj og december.

 

Beskæring af prydtræer:

Både birk og valnød beskæres mindst muligt, og da om sommeren, idet træet vil "bløde" kraftigt ved beskæring forår og forsommer. Morbær og ahorn skal ligeledes beskæres om sommeren, for ikke at bløde for kraftigt ved en forårsbeskæring.

 

Mange træer har man traditionelt beskåret i vintermånederne. På mange træer har det dog vist sig at sår heles hurtigere i vækstperioden. Omvendt har vinterbeskæringen den fordel, at man kan se træets form, mens man beskærer, samt at man ikke forstyrrer fuglelivet i trækronen, som ved en sommerbeskæring. Beskæring i efteråret kan, for nogle træer, øge risikoen for svampeangreb i sårene.

 

Træbeskæring kan opdeles i en række metoder, der ofte kombineres (alle træarter egner sig dog ikke til enhver metode). Ved almindelig kronepleje fjerner man knækkede, krydsende, døde og syge grene. Her er formålet at bevare træet i en sikker og sund tilstand.

 

Ved opstamning er formålet at give mere lys og eventult plads til trafik under træet.

 

 

Ved kronetynding er formålet at give mere lys under træet og inde i selve trækronen.

Ved kronereduktion er formålet at reducere kronens omfang, hvis den f.eks. står for tæt på huset.

 

 

Træbeskæringen kan også bestå i formning af træet, f.eks.:

 

Knudebeskæring for at give træet et skulpturelt udseende.

Espalier, hvis træet skal vokse op af en mur eller lignende.

 

 

Formklipning som pyramide, kugle, kasse eller andet for at opnå skulpturel virkning.